Videoværktøjer
Disse værktøjer findes på tidslinjens værktøjslinje neden for Videoeditorens preview. Til venstre findes markørfunktionerne som beskrevet nedenfor.
Spoling: Spolingshjulet giver dig en jævn tovejskontrol over en række hastigheder, når du gennemser video eller lyd. Begge medietyper kan ses ved formindsket hastighed. Det er let at navigere og spole på tastaturet ved hjælp af genvejene J (tilbage), K (pause), L (fremad) og hver enkelt af disse i kombination med tasten Shift (for langsom afspilning).
Transportknapper: Det ovale pileikon aktiverer Afspilning i loop. De sidste funktioner er (fra venstre mod højre): Gå tilbage, Gå en frame tilbage, Afspil, Gå en frame frem, Gå frem.
Lydmonitor: Med højttalerikonet indstilles computerens lydstyrke ved afspilning, men lydniveauet for optagelsen påvirkes ikke. Klik én gang på højttaleren for at dæmpe, eller klik på skyderen til højre for ikonet for at justere monitor-lydstyrken.
For at indstille afspilningsniveauet for selve klippet skal du bruge kanalmikseren.
Tidskodevisning: Det venstre felt viser varigheden af de beskårne medier. Det højre felt viser den nuværende afspilningsposition. For en mediefil (asset) fra biblioteket ses afspilningspositionen i forhold til mediets begyndelse. For et tidslinjeklip ses afspilningspositionen i forhold til det givne klip.
Numerisk indstilling af placering: Klik på det højre tidskodefelt for at placere og indtaste en position i formatet “tt:mm:ss.xxx”. Når du trykker på Enter, flytter afspilningslinjen sig til den valgte position, hvis denne findes på klippet. Tryk på Esc, hvis du ønsker at fortryde ændringen og forlade input-tilstanden.
Beskæring af medieindhold (assets): Med de orange skydere ved hver ende af tidsskalaen kan du vælge dine egne begyndelses- og slutpunkter for afspilningen af medieindhold (assets) fra biblioteket. Ved at gøre dette opretter klippet slutpunkter, når mediefilen (asset) bruges i et projekt.
Tidsskala: På tidsskalaen afhænger inddelingen af den aktuelle zoomfaktor. Hvis du klikker på et vilkårligt sted på tidslinjen, vil afspilningslinjen (se nedenfor) flytte sig til denne placering.
Afspilningslinje: Den røde linje med tidslinjemarkør er synkroniseret med det aktuelle billede, der afspilles (for video), og med den røde linje i bølgeformsvisningen (for lyd). Du kan placere den, som du vil, ved at klikke på og trække tidslinjemarkøren eller ved at trække i bølgeformen.
Scroll-bjælke og zoom: Ved at trække de dobbelte linjer for enden af rullebjælken til højre og venstre kan du ændre på zoomniveauet for visningen. Når bjælken bliver mindre, kan scroll-bjælken flyttes frem og tilbage i sin helhed, hvilket giver dig mulighed for at zoome ind på et lydklips bølgeform eller flytte på tidslinjemarkøren med ekstra præcision. Dobbeltklik på scroll-bjælken for igen at få den til at fylde hele klippets bredde. Du kan også zoome ind og ud ved at trække til venstre og højre i skalaområdet.
Markører er visuelle referencepunkter, som kan anbringes på tidsskalaen for at identificere ændringer i en scene eller andre redigeringsspor.
Menuen Markører
Anbring og flyt markører: Placér afspilningslinjen på det sted, hvor du ønsker at placere markøren. Klik på knappen Slå markør til/fra til venstre for værktøjslinjen, eller tryk på M. Der kan kun anbringes én markør pr. frame.
Flyt en markør: Hold Ctrl, klik og træk til venstre eller højre.
Slet en markør: Klik på markøren for at flytte afspilningslinjen til dens placering, og tryk derefter enten på M eller klik på knappen Slå markør til/fra.
Du kan også slette markører ved at benytte listen i menuen Markører, som åbnes, når du dobbeltklikker på en markør på skalaen, eller ved at klikke på pil-ned ved siden af knappen Markør til/fra.
De markører, som er placeret i de aktuelt viste medier, vises i menuen Markører i opadstigende rækkefølge med farvekode, navn og placering. De fleste af de tilgængelige kommandoer gælder for den valgte markør. Undtagelsen er knappen Slet alle markører nederst i menuen.
Når du klikker på en markør på listen, markeres den til redigering. Samtidig flyttes afspilningslinjen hen til markørens placering.
Redigér navn: Feltet Navn giver dig mulighed for at indtaste et særligt navn for den valgte markør, hvis du ønsker det. Du kan også bruge højre- og venstrepilene ved siden af navnet til at navigere gennem listen over markører.
Placering: Her kan du direkte redigere placeringen af en markør som tidskode.
Markørfarve: Du kan indstille farven for den aktuelle markør (og markører, der oprettes herefter) ved at klikke på en af de tilgængelige farveknapper.
Papirkurv: Papirkurv-ikonet ud for hver række på markørlisten giver dig mulighed for at slette markører enkeltvis.